Tekst til Kunstmagasinet Janus Nr 1, marts 2017

af Provst Kræn Christensen

”Hjem kære hjem” sådan hang der en klokkestreng hos min mormor og proklamerede, at hjemmet var det kæreste for hende, og mon ikke det fylder og betyder ret så meget for os alle sammen, når det kommer til stykket. Da jeg i sin tid skulle have et fjumreår og skulle rejse ud, sagde min far således: ude godt, men hjemme bedst! Medens min mor stod i døren og sagde: kom godt hjem! Men når alt håb er ude, hvorfor så sidde inde? Ikke desto mindre fylder hjemmet rigtig meget for os alle. Vi er glade for det. Vi køber møbler, ting og sager og fylder efterhånden hjemmet godt og grundigt op. Nogen synes, det skal være et bestemt mærke, og andre synes det skal være en bestemt farve, og andre igen synes både det skal være en bestemt farve og et bestemt mærke.  Vi køber boligmagasiner og indretningsmagasiner og lader os inspirere, men dybest set er et hjem ikke en kopi af de andres indretning. Et hjem er et sted, hvor man lever, elsker, spiser og går på toilettet. Derfor er der ingen hjem, der er ens. Man indretter sig, som man nu en gang kan og formår, og man indretter sig, som man har lyst til!

Eva Merz, kunstner fra Esbjerg, har lavet en fuldstændig fantastisk udstilling af sin fotokunst på Esbjerg Kunstmuseum om hjemmet. Idéen er for så vidt simpel, men det er ofte det simple, der virker stærkest. Kogt ned til en maggiterning kan man sige, at der er tale om ét sted, ét kamera og én opstilling. Der er ikke tale om fuldstændigt tilfældige hjem, men hjemmene på Gammel Vardevej, som er et-værelses lejligheder beboet af kvinder og mænd, som alle på hver deres måde har forsøgt at gøre lejligheden til deres hjem. Den lejlighed, som de er blevet anvist af kommunen. I vores samfund har vi det med at sætte folk i bås, det gør det nemlig nemmere men ikke dermed rigtigere. I Esbjerg har man således én opfattelse af, hvem beboerne på Gammel Vardevej er, men ét af Eva Merz’ budskaber er, at vi ikke kan sætte en hel gruppe af mennesker i bås, hvilket diversiteten i hendes billeder viser. Indretningen af deres lejligheder er nemlig ligeså forskellige, som de mennesker der bor der.

Det vil være mere end en vestjysk overdrivelse, hvis man fornemmer noget ekstravagant i disse hjem og billeder. Det er også derfor disse kunstfotos er blevet til. Medens Eva Merz var i gang med en kunstnerisk udsmykning udenpå bygningerne, opfordrede en af beboerne hende til at dokumentere forholdene indenfor, og det blev en øjenåbner for Eva Merz, som altid har haft et øje for mennesker, der er kommet i klemme på den ene eller anden måde og er havnet et sted, hvor de ikke havde forventet at være. Hun blev slået af social indignation og tænkte, at dette måtte hun gøre til et kunstnerisk projekt. Et projekt, der rammer beskueren, fordi hun forstår den vanskelige balance mellem det konceptuelle og det sociale. Lige nøjagtig det er skæringspunktet i alle billederne, som er interiør billeder, men absolut ikke i den romantiske afdeling. Systematisk har hun fotograferet de identiske rum fra samme vinkel, og som hun mødte disse, når hun trådte ind ad døren. Hun har naturligvis gjort det med beboernes accept og velvilje, og det er der kommet 58 fremragende, tankevækkende og illustrative dokumentariske billeder ud af. Billeder, som ikke efterlader os upåvirkede. Det er altså ikke uden grund, at Eva Merz er blevet sammenlignet med Jacob Riis.

Titlen på udstillingen er ”Gammel Vardevej – indefra”. De to kommunale boligblokke ligger lige overfor svømmestadion, vandrehjemmet, biografen og fitnesscentret på Gammel Vardevej, som er en forholdsvis lang og befærdet vej i Esbjerg. Egentlig ville mange måske slet ikke bemærke dette sted og disse mennesker, som bor i lejlighederne, hvis ikke det var for trafikken. Men de findes, og det finder sted hver dag, når de går ud og ind ad deres egne og hinandens hjem.

Hvad er det så i grunden, der finder sted på billederne? Ingenting og alting! Det er et vidnesbyrd om et levet liv, uden at man ser et eneste menneske på billedet. Det er en simpel og superintelligent udstilling, som rummer så meget levet liv, at det næsten gør ondt helt ind i sjælen!

”Kom ind!” kan man næsten høre, der bliver sagt på alle billederne. Og træder man ”indenfor”, så bliver man taget både forfra og bagfra, ind og ud, oppefra og nedefra, indefra og udefra.  Som en vanvittig symfoni af Stravinskij eller “Brown Sugar” med Rolling Stones. Man bliver blæst omkuld og tænker, hvor har mennesker dog en fantastisk overlevelsesevne. Hvor er det fantastisk, hvorledes folk forstår at indrette sig efter de forhold man bliver givet.

Der er ikke megen romantik, hvor vi på et billede bliver præsenteret for en lejlighed med en madras på gulvet, et ur der ligeledes står på gulvet, et sofabord med fyldte askebægre og to ruller toiletpapir, øl og en kaffekop. Rundt om bordet står tre stole og nedenunder bordet to kasser Slots pilsner og en lampeskærm. På et andet billede er der en nærmest klassisk opstilling for en stue, som jeg husker den fra min barndom: med en sofa med puder og tæpper, et par skamler og en plasticstol samt familieportrætter og en enkelt reproduktion på væggen. Billederne i udstillingen ”Gammel Vardevej - indefra” er en enestående dokumentation af en tid og en by, hvor livet finder sted på trods, kan man sige. Der er genkendelse i billederne og alligevel ikke. Det er den følelse, man  har, når man betragter Eva Merz’ 58 billeder. Billederne er flertydige og foruroligende, og der er ikke noget arrangeret over dem. Den virkelighed, som dokumenteres, er på én gang nærværende og fjern. Nærværende, fordi vi kender tingene og så alligevel fjern, fordi vi kommer så tæt på! Det er et paradoks men akkurat på denne måde Eva Merz udfordrer os, der ser billederne.

Farverne rød, gul og grøn symboliserer kærlighed, falskhed og håb. Farvenuancerne er gengivet skarpt i billederne, hvor et liv folder sig ud, og man bliver rørt og berørt.

Hver enkelt detalje står klokkeklar og vugger henover papiret. Lys og mørke, tro og tvivl, drømme og mareridt.

Pulsen og stofskiftet sænkes, og alle livsveje snor sig ud og ind mellem mismod og håb.

Tidens puls banker i billederne, og man mærker, hvorledes de rører ved følelserne og sjælen og legemet, hver gang man støder sit hoved ind i et nyt billede og bliver skudt ud igen! Når man er trådt indover dørtærsklen, forsvinder man ikke bare og går upåvirket omkring, men man mærker livsfanen blafre på trods.

Disse billeder holder min ellers uregerlige og luftige sjæl ved jorden.

Det er utroligt, som man kan glemme døden og dermed glemme livet, så længe det tager for mig at løfte blikket fra den slidte madras på gulvet over til det næste billede, hvor der sidder en fugl i et bur. Hvad er i grunden forskellen? Også fuglen har et hjem. Også fuglen er afhængig af nogen, der vil give den et sted at være samt indrette buret, så det kan blive dens hjem. Silhuetterne titter frem og griner, ser og griber ud, men jeg ved jo godt, de ikke er, men at de finder sted.

At tilbringe lidt tid i lejlighederne hvor farver og tummel mixes, medens Elvis og Jesus ser til fra væggen. Her i hjemmene har de mange idoler og drømme, som vækkes til live i røgen fra en smøg, en Slots pilsner og Ekstra Bladet, medens underboen spiller en solid blues på sin guitar, og fjernsynet går hos naboen, og radioen kværner.

Gad vide hvor stilheden er på Gammel Vardevej? Findes den? Jeg går videre til næste billede, og afmagten multipliceres af en raseret lejlighed, lige indtil jeg ser to hjerter malet på væggen. Så er der alligevel et håb i håbløsheden. Eller er der monstro nu også det?

I Eva Merz’ billeder er der ingen leflen for et bestemt kunstnerisk udtryk, og der er heller ikke tale om en fiks idé. Alle billederne er baseret på liv og livserfaring. Selvom man fornemmer et vist opbrud og en vis opløsning i det billederne fortæller, så håndterer Eva Merz dette med sin struktur og sin teknik, således man udfordres i sin opfattelse af kunsten og dens væsen koblet sammen med beboernes fortælling, som er ét billede af deres respektive lejligheder.

At synke ned i Eva Merz’ kunstneriske univers, er som et syrebad. Når man er trådt indenfor, dyppes man i et rødt-gult svovlbad, som løsner kroppens transparente væsker, så det begynder at gløde. Man bliver tæppebombet med de største erkendelser med en diskret og brutal klarhed, som en blå malerplet, der rammer hjertet. Disse mennesker, som har inviteret Eva Merz og vi andre med ind i lejligheden, lægger deres liv og sjæl frem på bordet, og man fornemmer opløsning og overskridelser.

Er billederne en hyldest til hjemmet? Næppe!  Men de er en invitation til at snakke om hjemmet  og en moderne fortolkning af de socialt udsattes vilkår i en tid, hvor enhver er sig selv nærmest og individualiteten hyldes som en afgud. Der er ikke altid langt fra hygge til uhygge. De her ting: sofabordet, sofaen, sengen, fjernsynet, skamlerne, puderne, stolene m.m. opleves af de fleste som noget trygt og velkendt. Men i Eva Merz’ kontekst er ”Gammel Vardevej - indefra” også historien om, hvordan mennesker har en evne til at kunne indrette sig og skabe et hjem trods hårde odds og dernæst byde både fotografen og os andre ind.
Nu vil jeg smutte igen. Jeg skal hjem!